SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Juli 2021

23. juli 2021

Pengepolitik

Resultatet af ECB's gennemgang af den pengepolitiske strategi

Den 7. juli 2021 godkendte Styrelsesrådet ECB's nye pengepolitiske strategi, som den fremgår af erklæringen om den pengepolitiske strategi og det længere overbliksdokument. Den nye strategi er resultatet af en grundig gennemgang, som blev iværksat 23. januar 2020. Der findes en pressemeddelelse om dette på ECB's websted. Styrelsesrådet har til hensigt med jævne mellemrum at vurdere, om den pengepolitiske strategi er hensigtsmæssig. Den næste vurdering forventes at finde sted i 2025. Styrelsesrådet godkendte desuden en omfattende handlingsplan med en ambitiøs køreplan for bedre at inddrage klimahensyn i den pengepolitiske ramme. Der findes en særskilt pressemeddelelse om dette på ECB's websted.

Markedsoperationer

Yderligere to ikke-regulerede markeder føjes til Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse

Den 21. juli 2021 besluttede Styrelsesrådet at føje de østrigske markeder for statsgældsbeviser og commercial papers til listen over accepterede ikke-regulerede markeder for aktiver, der er godkendt som sikkerhed i Eurosystemets pengepolitiske operationer. Den opdaterede udgave af listen over ikke-regulerede markeder vil snart være at finde på ECB's websted.

Markedsinfrastruktur og betalinger

Eurosystemet indleder undersøgelsesfasen i projektet om en digital euro

Den 14. juli 2021 besluttede Styrelsesrådet at indlede undersøgelsesfasen i projektet om en digital euro. Undersøgelsesfasen vil vare 24 måneder og har til formål at afklare centrale spørgsmål vedrørende udformning og distribution. Dette vil ikke foregribe en fremtidig beslutning om en eventuel udstedelse af en digital euro. Den bliver først truffet senere. Der findes en pressemeddelelse om dette på ECB's websted.

Ændring af retningslinje ECB/2012/27 om Target2

Den 20. juli 2021 vedtog Styrelsesrådet ECB’s retningslinje om ændring af retningslinje ECB/2012/27 om (Target2) (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system). Med den ændrede retningslinje indføres Eurosystem Single Market Infrastructure Gateway, adgangsportalen for finansielle markedsinfrastrukturer i Eurosystemet, som adgangspunkt til TIPS (TARGET Instant Payment Settlement), og nye krav til slutpunktssikkerhed, som deltagerne i Target2 skal opfylde. Retningslinjen gennemfører også de adgangsforanstaltninger til TIPS, som blev godkendt af Styrelsesrådet i juli 2020, og som sikrer, at der er adgang til straksbetalinger over hele Europa. Ændringerne træder i kraft i november 2021. Den opdaterede retsakt vil snart være at finde i EUR-Lex.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om Østrigs deltagelse i visse initiativer fra Den Internationale Valutafond

Den 25. juni 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/23 på anmodning af Østrigs forbundsfinansministerium.

ECB's udtalelse om kreditgivning til virksomheder i Belgien

Den 16. juli 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/24 på anmodning af den belgiske finansminister.

Corporate governance

Henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Banka Slovenije

Den 16. juli 2021 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2021/28 til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Banka Slovenije. Henstillingen vil snart være at finde i EUR-Lex.

Henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Banco de España

Den 16. juli 2021 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2021/29 til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Banco de España. Henstillingen vil snart være at finde i EUR-Lex.

ECB Banktilsyn

Årsberetning om IT- og cyberrisici som led i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP) i 2020

Den 23. juni 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre årsberetningen om resultatet af spørgeskemaundersøgelsen om IT-risiko (ITRQ) i forbindelse med tilsynskontrol- og evalueringsprocessen (SREP) i 2020. ITRQ vurderer de fem IT-risikokategorier, som EBA har defineret – IT-sikkerhedsrisiko, IT-tilgængeligheds- og -kontinuitetsrisiko, IT-ændringsrisiko, IT-outsourcingrisiko, IT-dataintegritetsrisiko – samt spørgsmål i relation til intern revision af IT og IT-governance. Rapporten findes på ECB's banktilsynswebsted.

Omfattende vurdering af italienske, estiske og litauiske banker, som for nylig er klassificeret som signifikante

Den 24. juni 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at godkende de endelige resultater af den omfattende vurdering af to italienske banker, én estisk bank og én litauisk bank. Der foretages en sådan gennemgang af alle banker, der bliver – eller sandsynligvis vil blive – underlagt ECB's direkte tilsyn. Den omfattende vurdering viser, at ingen af de fire banker har et kapitalbehov. Der findes en pressemeddelelse om dette på ECB's banktilsynswebsted.

ECB overtager tilsynet med systemiske investeringsselskaber

Den 25. juni 2021 udsendte ECB en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at ECB overtager tilsynet med de største og mest systemiske investeringsselskaber, der er omfattet af den nye EU-lovgivning, som finder anvendelse fra og med 26. juni 2021. Investeringsselskabsforordningen og Investeringsselskabsdirektivet indfører en ny ramme, i henhold til hvilken de største investeringsselskaber med den største systemiske betydning skal ansøge ECB om en banklicens og derfor bliver underlagt det europæiske banktilsyn. Investeringsselskaber, der klassificeres som signifikante institutter, vil blive underlagt ECB's direkte tilsyn, og de, der klassificeres som mindre signifikante institutter, vil blive underlagt de nationale tilsynsmyndigheders direkte tilsyn.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt