SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
  • PRESSEMEDDELELSE
  • 23. januar 2020

ECB iværksætter en gennemgang af den pengepolitiske strategi

  • Gennemgangen vil omfatte en kvantitativ formulering af prisstabilitet, pengepolitiske værktøjer, økonomiske og monetære analyser og kommunikationspraksis.
  • Andre overvejelser, fx om finansiel stabilitet, beskæftigelse og miljømæssig bæredygtighed, indgår også i gennemgangen.
  • Arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af 2020.
  • Gennemgangen bliver baseret på en grundig analyse og et åbent sind, og alle berørte parter inddrages.

Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) iværksatte i dag en gennemgang af sin pengepolitiske strategi. Den pengepolitiske strategi blev vedtaget i 1998, og nogle af elementerne i den blev præciseret i 2003.

Siden 2003 har økonomien i euroområdet og verdensøkonomien gennemgået gennemgribende strukturelle ændringer. Faldende trendvækst som følge af aftagende produktivitet og en aldrende befolkning samt eftervirkningerne af den finansielle krise har drevet renterne ned og reduceret ECB's og andre centralbankers mulighed for at lempe pengepolitikken med konventionelle instrumenter i en situation med en ugunstig konjunkturudvikling. Dertil kommer, at en lav inflation stiller os over for andre udfordringer end dem, som vi historisk set kender det fra bekæmpelsen af høj inflation. Truslen mod miljøet, den hastige digitalisering, globaliseringen og ændringerne i de finansielle strukturer har yderligere transformeret det pengepolitiske miljø, herunder inflationsdynamikken.

I lyset af disse udfordringer har Styrelsesrådet besluttet at iværksætte en gennemgang af den pengepolitiske strategi, som fuldt ud respekterer ECB's traktatfæstede mandat til at fastholde prisstabilitet.

"Vores økonomier er inde i en gennemgribende forandring, og derfor er det blevet tid til en strategisk gennemgang for at sikre, at vi opfylder vores mandat i europæernes interesse," udtaler ECB's formand Christine Lagarde.

Styrelsesrådet vil gøre status over, hvordan den pengepolitiske strategi i årenes løb har understøttet opfyldelsen af det traktatfæstede mandat, og vurdere, om det er nødvendigt at justere nogle af elementerne i strategien. Den kvantitative formulering af prisstabilitet vil sammen med de fremgangsmåder og instrumenter, der anvendes til at opnå prisstabilitet, blive en fremtrædende del af denne øvelse. Gennemgangen vil også tage højde for, hvordan andre overvejelser, fx om finansiel stabilitet, beskæftigelse og miljømæssig bæredygtighed, kan være relevante for at opfylde ECB's mandat. Styrelsesrådet vil gennemgå effektiviteten og de potentielle bivirkninger af de pengepolitiske værktøjer, som er udviklet i det forløbne årti. Det vil undersøge, hvordan de økonomiske og monetære analyser, der anvendes af ECB til at vurdere risiciene i tilknytning til prisstabilitet, bør opdateres. Dette vil også ske i lyset af både de nuværende og nye udviklingstendenser. Endelig vil Styrelsesrådet gennemgå sin kommunikationspraksis.

Processen forventes afsluttet ved udgangen af året. Styrelsesrådet bliver styret af to principper: en grundig analyse og et åbent sind. Derfor vil Eurosystemet inddrage alle berørte parter.

Henvendelser fra medierne kan rettes til Eva Taylor, tlf.: +49 69 1344 7162.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt