- PRESSEMEDDELELSE
Pengepolitiske beslutninger
27. oktober 2022
Styrelsesrådet besluttede i dag at forhøje ECB's tre officielle renter med 75 basispoint. Med denne tredje større pengepolitiske renteforhøjelse i træk er Styrelsesrådet kommet et godt stykke videre mod at gøre pengepolitikken mindre lempelig. Styrelsesrådet traf denne beslutning – og forventer at forhøje renterne yderligere – for at sikre, at inflationen vender rettidigt tilbage til vores 2 pct.-mål på mellemlangt sigt. Styrelsesrådet vil basere sine fremtidige rentebeslutninger på udviklingen i inflationsudsigterne og de økonomiske udsigter i overensstemmelse med sin fremgangsmåde med at træffe beslutning fra møde til møde.
Inflationen er stadig alt for høj og vil fortsat ligge over målet i en længere periode. I september nåede inflationen i euroområdet op på 9,9 pct. I de seneste måneder har de kraftigt stigende energi- og fødevarepriser, forsyningsflaskehalse og genopretningen af efterspørgslen efter pandemien medført et bredere prispres og højere inflation. Styrelsesrådets pengepolitik sigter mod at mindske støtten til efterspørgslen og værne mod risikoen for et vedvarende opadrettet skift i inflationsforventningerne.
Styrelsesrådet besluttede desuden at ændre vilkårene og betingelserne for den tredje række af målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO-III). Dette instrument spillede en nøglerolle i at modvirke nedadrettede risici vedrørende prisstabiliteten i pandemiens akutte fase. I lyset af den uventede og ekstraordinære stigning i inflationen skal instrumentet nu rekalibreres for at sikre overensstemmelse med den bredere pengepolitiske normaliseringsproces og for at forstærke transmissionen af pengepolitiske renteforhøjelser til bankernes udlånsvilkår. Derfor besluttede Styrelsesrådet at tilpasse renten på TLTRO III med virkning fra 23. november 2022 og tilbyde bankerne yderligere datoer for frivillig førtidsindfrielse.
Endelig besluttede Styrelsesrådet – med sigte på at bringe forrentningen af mindstereserver, der holdes af kreditinstitutter i Eurosystemet, bedre i overensstemmelse med de aktuelle forhold på pengemarkedet – at fastsætte forrentningen af mindstereserver til renten på ECB's indlånsfacilitet.
De nærmere detaljer om ændringerne af vilkårene og betingelserne for TLTRO III er beskrevet i en særskilt pressemeddelelse, som offentliggøres kl. 15.45 CET. En anden beregningsteknisk pressemeddelelse med nærmere detaljer om ændringen af forrentningen af påkrævede reserver offentliggøres også kl. 15.45 CET.
ECB's officielle renter
Styrelsesrådet besluttede at forhøje ECB's tre officielle renter med 75 basispoint. Renten ved de primære markedsoperationer og renten på den marginale udlånsfacilitet og indlånsfaciliteten forhøjes således til henholdsvis 2,00 pct., 2,25 pct. og 1,50 pct. med virkning fra 2. november 2022.
Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
Det er Styrelsesrådets hensigt at fortsætte med fuldt ud at geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under APP, efterhånden som de forfalder, i en længere periode efter den dato, hvor Styrelsesrådet begyndte at forhøje ECB's officielle renter, og i hvert fald så længe det er nødvendigt for at fastholde forhold med rigelig likviditet og en passende pengepolitisk linje.
For så vidt angår PEPP vil Styrelsesrådet geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under programmet, efterhånden som de forfalder, i hvert fald indtil udgangen af 2024. Den fremtidige udfasning af PEPP-porteføljen vil under alle omstændigheder blive styret, så den ikke indvirker på den passende pengepolitiske linje.
Styrelsesrådet vil fortsat anvende fleksibilitet i geninvesteringen af indfrielser, som forfalder i PEPP-porteføljen, med henblik på at imødegå pandemirelaterede risici i tilknytning til den pengepolitiske transmissionsmekanisme.
Markedsoperationer
Styrelsesrådet besluttede at tilpasse renten på TLTRO III. Fra 23. november 2022 frem til udløbsdatoen eller den førtidige indfrielsesdato for hver enkelt udestående TLTRO III-operation indekseres renten på TLTRO III-operationerne efter et gennemsnit af ECB's officielle renter i løbet af perioden. Styrelsesrådet besluttede også at tilbyde bankerne yderligere datoer for frivillig førtidig indfrielse. Styrelsesrådet vil under alle omstændigheder løbende vurdere, hvordan målrettede långivningstransaktioner bidrager til dets pengepolitik.
***
Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter for at sikre, at inflationen stabiliserer sig på dets 2 pct.-mål på mellemlangt sigt. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan tages i brug til at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt